lørdag den 30. maj 2009

Baby bevægede sig ikke

Dagen skulle være en hviledag. Vi havde en rolig morgen og efter morgenmaden lagde Mette sig lidt ind på sengen igen. Jeg holdt hende på maven, men babyen ville ikke reagere. Sådan er det jo, den skal jo også hvile sig lidt.

Jeg talte til den. Det plejer at virke. Den kender min stemme og plejer at reagere på den. Der var ingen ting.

Mette gik i bad. Drak koldt vand. Stadig ingen ting. Hun havde ikke rigtigt mærket den hele morgenen. Faktisk var hun for første gang i lang tid frisk, hvilket ville sige, at hun havde sovet godt og babyen ikke havde holdt hende vågen. Altså var det ikke til at sige, hvornår den sidst havde bevæget sig. Det kunne være flere timer siden. Mette har termin på mandag, og man skal kunne mærke babyen hele tiden nu.

Vi fik straks ringet til Skejby. Her tog en flink jordmor telefonen og fik aftalt med Mette at vi skulle skynde os derud. 20 minutter efter stod vi ved fødselsmodtagelsen.

Mette fik taget en hjertestrimmel på babyen og alt var som det skulle være. Nu kunne hun også mærke liv igen. Herefter blev vi genet over til en skanning. De tog ingen chance og vi følte, at vi var i gode hænder. Vi kunne nu se den lille og endnu engang kunne de fortælle, at babyen havde det godt.

En læge godkendte alle undersøgelserne og så kunne vi tage hjem igen. Vi var ikke længere så stressede nu, men vi havde fået en rigtig forskrækkelse. Vi havde gjort alt hvad vi kunne, men inden vi tog ind på hospitalet var hovedet fyldt med tanker og mange af dem omhandlede et sidste farvel til babyen. Og dette inden vi overhovedet havde lært den rigtigt at kende.

Hvor glæder jeg mig dog til den kommer ud og siger hej. Så ved jeg også, at den har det, som den skal.

torsdag den 28. maj 2009

Min stædige kone

I dagens blog kan I lære min kone lidt at kende.

Der er i dag fire dage til terminen og Mette er på arbejde. Hun arbejder deltid 10 timer om ugen og har arbejdet så længe som muligt, for at få nok timer til at kvalificere sig til barselsdagpenge.

Det er hendes sidste dag i dag, hvilket nok er meget godt, da hendes stædige væsen tvinger hende til at cykle derud og tilbage igen. Hun har omkring 3 km derud, så det kan godt tage lang tid, når man slæber rundt på en ekstra person inde i sin mave.

Faktisk kan det godt være lidt underholdende at se hende cykle. Ikke nok med at hun selv puster lidt rigeligt, så er alle andre - fodgængere, cyklister såvel som billister - begyndt at vende sig. Når Mette engang imellem bliver nødt til at stoppe for at holde en lille pause, kan man straks se på folk, at de tøver og skal til at spørge om de skal gøre noget. Man kan næsten se på dem, at de tænker: Nu føder hun, hvad skal jeg gøre! De går næsten i panik.

Da det er hendes sidste dag på arbejdet gik aftenen i går med at bage kage, som skulle med. Det skal lige siges, at hun også var på arbejde i går, så det er lidt af en bedrift at finde energi nok til alle projekterne.

Altså kan det godt konkluderes, at Mette er stædig af natur. Det er heldigt nok for det er en af mange grunde til, at jeg elsker hende så højt.

tirsdag den 26. maj 2009

6 dage til terminen

Mette ligger og sover. Hun er efterhånden ved at være godt træt, hvilket ikke er underligt. Der er jo kun 6 dage til terminen. Det er lige om lidt.

Jeg er efterhånden ved at være så klar som man kan blive. Næsten alt det praktiske er på plads. Barnevogn, lift, puslebord, bleer m.m. er købt. Tøj er lagt frem, og vi har oven i købet købt lidt snacks ind til når vi skal ud på Skejby hospital.

Rent mentalt har jeg også gjort alt, hvad der praktisk muligt er, for at være klar. Vi har gået til fødselsforberedelse og læst alle brochurerne, som vi har fået udleveret. Jeg har været med ved lægen og ved jordmoren. Jeg har haft 9 måneder til at forberede mig, ja faktisk endnu mere, da det har været planlagt i længere tid. Man skulle tro, at jeg var helt klar, men det bliver man bare aldrig.

Jeg har ikke så meget som prøvet at holde en baby før. Hvordan i alverden skal jeg så kunne passe en, passe på en og ligefrem opdrage en?

Jo mere jeg tænker over det, jo mere skræmmende føles det. Jeg skal være far, men ved ikke helt hvad det vil sige. Tiden nærmer sig med lysets hastighed og en ting er sikker: uanset om jeg er klar eller ej, så kommer babyen.

Jeg ved jo også, at det nok skal gå. Det er et nyt kapitel i mit liv. Den største rejse man kan komme ud på. Og det er bare at springe ud i det. Det kan godt være, at det er skræmmende og at jeg ikke helt føler mig klar, men det skal nu nok ende med at komme. Jeg skal jo være far.