tirsdag den 26. maj 2009

6 dage til terminen

Mette ligger og sover. Hun er efterhånden ved at være godt træt, hvilket ikke er underligt. Der er jo kun 6 dage til terminen. Det er lige om lidt.

Jeg er efterhånden ved at være så klar som man kan blive. Næsten alt det praktiske er på plads. Barnevogn, lift, puslebord, bleer m.m. er købt. Tøj er lagt frem, og vi har oven i købet købt lidt snacks ind til når vi skal ud på Skejby hospital.

Rent mentalt har jeg også gjort alt, hvad der praktisk muligt er, for at være klar. Vi har gået til fødselsforberedelse og læst alle brochurerne, som vi har fået udleveret. Jeg har været med ved lægen og ved jordmoren. Jeg har haft 9 måneder til at forberede mig, ja faktisk endnu mere, da det har været planlagt i længere tid. Man skulle tro, at jeg var helt klar, men det bliver man bare aldrig.

Jeg har ikke så meget som prøvet at holde en baby før. Hvordan i alverden skal jeg så kunne passe en, passe på en og ligefrem opdrage en?

Jo mere jeg tænker over det, jo mere skræmmende føles det. Jeg skal være far, men ved ikke helt hvad det vil sige. Tiden nærmer sig med lysets hastighed og en ting er sikker: uanset om jeg er klar eller ej, så kommer babyen.

Jeg ved jo også, at det nok skal gå. Det er et nyt kapitel i mit liv. Den største rejse man kan komme ud på. Og det er bare at springe ud i det. Det kan godt være, at det er skræmmende og at jeg ikke helt føler mig klar, men det skal nu nok ende med at komme. Jeg skal jo være far.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar