torsdag den 28. maj 2009

Min stædige kone

I dagens blog kan I lære min kone lidt at kende.

Der er i dag fire dage til terminen og Mette er på arbejde. Hun arbejder deltid 10 timer om ugen og har arbejdet så længe som muligt, for at få nok timer til at kvalificere sig til barselsdagpenge.

Det er hendes sidste dag i dag, hvilket nok er meget godt, da hendes stædige væsen tvinger hende til at cykle derud og tilbage igen. Hun har omkring 3 km derud, så det kan godt tage lang tid, når man slæber rundt på en ekstra person inde i sin mave.

Faktisk kan det godt være lidt underholdende at se hende cykle. Ikke nok med at hun selv puster lidt rigeligt, så er alle andre - fodgængere, cyklister såvel som billister - begyndt at vende sig. Når Mette engang imellem bliver nødt til at stoppe for at holde en lille pause, kan man straks se på folk, at de tøver og skal til at spørge om de skal gøre noget. Man kan næsten se på dem, at de tænker: Nu føder hun, hvad skal jeg gøre! De går næsten i panik.

Da det er hendes sidste dag på arbejdet gik aftenen i går med at bage kage, som skulle med. Det skal lige siges, at hun også var på arbejde i går, så det er lidt af en bedrift at finde energi nok til alle projekterne.

Altså kan det godt konkluderes, at Mette er stædig af natur. Det er heldigt nok for det er en af mange grunde til, at jeg elsker hende så højt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar