tirsdag den 30. juni 2009

Farmor på besøg


I sidste weekend havde vi besøg af min mor - Smillas farmor. Hun skulle ud at rejse i hele sommerferien og derfor skulle hun selvfølgelig lige se sit barnebarn inden hun tog afsted.

I dagens anledning var Smilla iført en lille sag, som min mor også selv havde haft på, da hun var barn. Det var fra den tid, før man begyndte at lave babytøj, der kunne åbnes forneden. Ergo var det ikke det nemmeste tøj at give hende på.

torsdag den 25. juni 2009

Sundhedsplejersken på besøg


I dag var sundhedsplejersken på sit andet besøg. Smilla skulle vejes og måles, og så skulle det ellers bare tjekkes, om alt gik vel.

Smilla blev målt til at være 56 cm lang og hun vejer 4250 g. Altså har hun taget 450 g på siden sidst og er vokset 1 cm. Rundt om hovedet er hun nu 36 cm mod 35,5 cm for to uger siden. Altså vokser hun godt.

Ellers havde vi ikke noget at bemærke. Sundhedsplejersken var imponeret over, at Smilla kunne holde sit hoved oppe så længe og endnu mere over, at hun allerede kan smile. Vi var nu ikke så overraskede - vi ved jo godt, at hun er helt speciel.

mandag den 22. juni 2009

Livet uden Smilla

Der er nu gået to døgn siden Smilla og Mette tog på familierundrejse. Jeg blev nødt til at blive hjemme, da jeg skulle læse til eksamen. To døgn uden min kone og min datter - uendelig lang tid.

Tiden er gået med læsning og opgaveskrivning. Jeg har prøvet at drukne mig selv i arbejde, hvilket kun har resulteret i eksamensstress og ikke mindsket længslen efter min datters smil. I dag kommer de heldigvis hjem igen.

Inden for den næste time vil jeg igen kunne glæde mig over mine to pigers smil.

torsdag den 18. juni 2009

Min datter kan (næsten) vende sig selv


Allerede da vi stadig var på hospitalet løftede Smilla hovedet selv for første gang. Godt nok sagde sygeplejersken, at det var ganske normalt, men jeg er sikker på at Smilla er noget helt særligt.

Vi øver tit med hende. Hun træner at ligge på maven og hun er blevet rigtigt dygtig til selv at holde hovedet oppe. På hospitalet gjorde hun det kun i små ryk, men nu kan hun holde det oppe i længere tid. På billedet kan man se hende løfte hovedet og på videoen kan man se hun øver sig. Hendes rekord er pt. cirka 30 sekunder.

Som om det ikke var nok, har hun nu også vendt sig selv kvart om.

Smilla lå i dag på på ryggen på sofaen. Mette sad og så tv og jeg lavede på min eksamensopgave. Da jeg kom ind i stuen og så på min datter, lå hun pludselig på siden - altså havde hun selv fået vendt sig rundt. Hun er kun 16 dage gammel, så nu er jeg da helt sikker på at hun er en fremmelig baby:)

Som forælder lægger man hurtigt mærke til alle de små ting. Man bliver introduceret for en ny verden og selv de mindste ting, kan pludselig føles som jordens vigtigste. Jeg er stolt, fordi min datter kan vende sig en kvart omgang.

Jeg tror man skal være forælder for at kunne føle det. Det er en følelse af berigelse, af at verden pludselig er blevet et bedre sted. Min datter har nået et nyt trin og det er kun begyndelsen...

fredag den 12. juni 2009

Status: 1 uge med Smilla

Torsdag i sidste uge kom vi hjem med Smilla. Vi har nu været en hel familie i en hel uge. Far, mor og barn - dejligt.

Godt nok er megen tid gået med eksamenslæsning, men det er som om det ikke længere er så vigtigt. Min verden har fået en ny dagsorden og hun hedder Smilla.

Heldigvis er Smilla en dejlig, nem baby. I starten sov hun uden de store problemer i flere timer i træk, men de sidste par nætter har hun dog brokket sig lidt ekstra. Vi håber lidt, at hun bare har fået et eller andet på tværs og at det går over af sig selv, men det må vi jo vente med at se.

Lige nu ligger hun i mit skød. Jeg kunne flytte hende over i liften, men så ville hun nok begynde at græde. Lige nu gør det nu ikke noget. Det er faktisk meget hyggeligt, at sidde med sin datter og mærke hvordan hun bliver rolig af at være tæt på mig. Det er en oplevelse for livet.

lørdag den 6. juni 2009

Hjem fra hospitalet

Efter to dage på Skejbys mor-barn afsnit ville de ikke længere beholde os. Det var også godt det samme, da vi egentligt gerne ville hjem. Der er nu noget over at gebærde sig i sit eget miljø.


Jeg gik hjem fra hospitalet, hentede barnevognen og gik tilbage til Skejby, så vi alle tre kunne følges hjem. Vi gik hjem i solskin. Det var magisk. Smilla sov det meste af vejen, men det var stadig en stor oplevelse, at være ude i den virkelige verden med vores datter for første gang.


Vi kom hjem, gik op på 3. sal og her bar Mette Smilla ind i vores lille hjem. En ny epoke er startet. Et nyt kapitel i vores liv er begyndt.

Der er lidt underligt at komme hjem til hverdagen. På den ene side har hele verden ændret sig siden vi tog hjemmefra, men på den anden side, så har kloden fortsat drejet rundt. Vi kom hjem til de samme hverdagsopgaver - men nu har vi bare en datter.

Heldigvis har Smilla et godt sovehjerte og heldigvis har jeg en meget sød kone. Jeg kom hjem til en eksamenopgave, som skal laves over den næste uge og havde derfor lidt frygtet den manglende nattesøvn. Men da Smilla sagtens kan sove flere timer i træk og da Mette tager det største slæb om natten, ser det ud til, at jeg godt kan nå det hele.

D. 26. er den sidste eksamen og herefter er der to måneders sommerferie, hvor der også er barsel fra studiejobbet: altså rigeligt med tid til at lære min lille datter at kende på.

Smilla ligger på barselsgaven fra min mor og kigger sig selv i spejlet.

onsdag den 3. juni 2009

Fødslen - så blev jeg far


Med fødslen godt overstået kommer her en beretning om selve hændelsesforløbet.

Vi tog en taxa ud til Skejby. I første omgang kørte taxaen inden vi var kommet ned ad trapperne, og da vi ikke kunne komme igennem til 118 for at få nummeret til Århus Taxa blev vi nødt til at kontakte fødeafdelingen, som så kunne ringe til en taxa for os.

Vi ankom til Skejby omkring kl. 20. Mette havde her veer med 2-3 minutters mellemrum, så der var allerede godt gang i processen. Vi fik en fødselsstue og vores meget venlige jordmor Malene, var god til at få Mette lidt ned på jorden igen.

Alt gik som det skulle. Mette startede med at tage et karbad og høre lidt Beach Boys på hospitalets afspiller.

Efter et par timer flyttede vi ind på selve fødselsstuen og herefter gik det slag i slag. Babyens hjerteslag blev undersøgt regelmæssigt og Mette åbnede sig som hun skulle. Da hun ikke havde født kl. 23.30 fik hun en dosis antibiotika. Dette skal man have, hvis ikke man har født 18 timer efter vandet er gået.

Lidt over kl. 23 var der vagtskifte og vi fik derfor en ny jordmor. Dette var dog helt ok, da den nye også var meget venlig og forstående. Den sidste time havde det været lidt et kapløb med tiden om hvorvidt babyen skulle have fødselsdag d. 1. (altså på terminen) eller d. 2. På nuværende tidspunkt var der dog ingen tvivl om, at det først ville blive tirsdag.


Inden den første jordmor tog hjem fortalte hun dog, at hun var enormt imponeret over hvor godt det gik. Alting var bare som det skulle være.

Omkring kl. 1.50 fik Mette presseveer. Nu var det nu! Herfra gik det lynhurtigt og kl. 1.59 blev Smilla født. Endelig kunne vi møde vores datter.

Smilla vejede 3470 g og var 53 cm lang. Et lille prakteksemplar. Hun fik hurtigt farve i kinderne og kom over til sin mor, hvor hun åbnede øjnene og så verden for første gang.


Efter fødslen fik vi lov til at få lidt alene tid, inden alle de sidste praktiske ting skulle gøres. Vi fik også lidt mad efter oplevelsen. Det blev serveret med et lille flag. Det var jo Smillas fødselsdag.

Mette havde mistet lidt for meget blod under fødslen, så istedet for at komme over på pationethotellet, blev vi indlagt på barselsgangen. Det er her vi er nu. Smilla ligger ved min side imens jeg skriver dette. Hendes mor tager sig en velfortjent lur. Jeg har fået verdens dejligste barn.

mandag den 1. juni 2009

Vandet er gået

Klokken 6 i morges hviskede min kone til mig: Vandet er gået, men sov bare lidt længere. Sjovt nok var det ikke så nemt at falde i søvn igen, så det endte med at vi stod op.

Vandet var gået, så i dag skulle være den store dag, som vi havde ventet på så længe. Mette havde ikke fået veer endnu, men ringede pligtskyldigt ud til Skejby for at meddele hvad der var sket. Her fik hun at vide at, vi skulle vente lidt og så tage derud, hvis ikke veerne kom af sig selv.

Klokken 11.00 tog vi ud på hospitalet. Her tjekkede de, at alt var som det skulle være, Mette fik nogle piller der kunne sætte veerne igang og herefter blev vi sendt hjem igen.

Klokken er nu 16.48 og veerne er tiltagende. Vi skal snart ud på Skejby igen og jeg bliver snart far:)