lørdag den 29. august 2009

Rejse med baby: På Kreta


"Det kan man da ikke med sådan en lille én". Dette er en bemærkning vi mangen en gang er støt på, når vi fortalte, at vi ville ud at rejse med Smilla. Vi har nu været en uge på Kreta og en ting er sikker: Man kan sagtens rejse med en baby.

Mette og jeg har altid elsket at rejse og vi lovede hinanden, at det at blive forældre ikke skulle forhindre os i at fortsætte. Selvfølgelig er der nogle naturlige begrænsninger. Smilla er f.eks. for ung til at blive vaccineret - altså kan man ikke tage steder hen hvor vaccinationer er påkrævet. Til gengæld er et spædbarn der ammes enormt nemt at rejse med, da man ikke skal tænke på mad undervejs. For at finde ud af hvordan det er at rejse med en baby tog vi en prøvetur. Det endte med at blive vores første charterferie og målet var Kreta.

At flyve med en baby
En af de ting vi frygtede var at flyve med Smilla. Hun forstår jo ikke hvad det er der sker, når hun får propper i ørerne. Vi havde regnet med, at hun bare skulle ammes imens vi lettede og landede, men da hun skulle have en speciel sele på, var dette ikke muligt. Heldigvis fandt Smilla selv ud af, at hun bare skulle stikke hånden i munden og så sutte på den og dermed undgik hun propperne. Herudover var der ingen problemer med at flyve. Jeg tror faktisk at hun på det meste af turen slet ikke opdagede at noget var anderledes. Både mor og far var der jo.

På tilbagevejen havde Smilla imidlertid lidt ondt i maven. Jeg tror ikke det havde noget med flyet at gøre, men der er jo hele tiden en risiko for at sådan noget sker, når man rejser med en baby. Hun græd en del på turen og jeg skal da ærligt indrømme, at jeg er glad for, at jeg ikke sad ved siden af os i flyet. Det var bare rigtigt dårlig timing.

Varmen og solen
Temperaturen på Kreta var 30 grader. Altså væsentligt varmere end i Danmark. Derfor kunne man frygte, at Smilla ville være generet af den, men endnu engang viste Smilla sig at være ligeglad med vores bekymringer. Varmen var ikke noget problem - hverken om dagen eller om natten.

Når det kommer til solen, skulle vi naturligvis sørge for at holde hende i skyggen (hvilket ikke var svært, da ingen af os er solmennesker). For også at kunne komme lidt ud, havde vi købt en heldragt med UV beskyttelse, samt en solhat til hende. Med hele udstyrret på var hun helt beskyttet fra solen.

Transport
Da vi først så på hvor vi kunne tage hen, så vi udelukkende på steder, hvor man kunne komme rundt med en barnevogn. Efter lidt tid droppede vi idéen og da vi tog til Kreta var det udelukkende bevæbnet med en slynge og en Baby Björn. Vi ville ikke risikere at barnevognen gik i stykker i lufthavnen og det endte da også med at den slet ikke var nødvendig. Vi klarede os fint uden. Vi havde dog taget hendes lift med, så hun i det mindste havde et trygt sted at sove.



Ud at opleve
Godt nok var vi taget på en charterferie og vi var begge forberedt på, at vi måske ikke ville få mulighed for at se andet end hotellet. Det viste sig dog hurtigt at Smilla var lige så nem på Kreta, som hun var derhjemme og derfor skulle vi selvfølgelig også ud at se noget. Vi tog både offentlig transport samt en enkelt arrangeret tur uden problemer.

Faktisk vil jeg anbefale at rejse på egen hånd. Det kan godt være, at det lyder som en god idé at tage med en arrangeret tur, hvor alt er planlagt, men så er man også bundet af bedstemte tider. Heldigvis er Smilla meget nem, men det er jo ikke alle babyer, der bare finder sig i at ligge i en slynge på de rigtige tidspunkter.

Næste sommer står den på Canada. Så må vi se hvordan hun klarer sig der, men der er hun jo også en del ældre.

Hvis du skal ud at rejse med børn eller en baby, så skynd dig over til Saxo og køb ebogen Rejs med børn - en overlevelsesguide, som er skrevet af undertegnede. Bogen indeholder både praktiske råd samt motivation til at komme afsted. Gå til Saxo.com her: Rejs med børn eller baby rejsebogRejs med børn eller baby e-bog!

Hvis det er en baby (0-2 år), der skal med på rejsen, så er det bogen At rejse med en baby, som du skal have fat i. Den kan købes her: At rejse med en baby - At rejse med en baby e-bog

tirsdag den 11. august 2009

Baby fra Guatemala/Ecuador



Hvis Smilla var blevet født i Sydamerika, havde hun måske set sådan ud?