torsdag den 27. maj 2010

Min datters smil

Jeg frygtede det allerede inden jeg lærte hende at kende. Ja, faktisk inden hun var blevet født. Nu er det så for alvor begyndt at ske... Smilla smiler til mig. Hun kigger op på mig og smiler med hele ansigtet. Det stråler ud af øjnene, hendes store blå øjne, de smiler til mig og det er her problemet ligger. I min datters smil. Overfor dette er jeg forsvarsløs. Jeg smelter. Den pige har evnen til at snog mig om sin lillefinger og jeg er ikke i tvivl om at det bliver en evne som hun vil bruge flittigt.

3 kommentarer:

  1. Også der ligner hun sin far - på smilet der kan få (også) en mor til at smelte :)

    SvarSlet
  2. :) Virker det stadig den vej?

    SvarSlet
  3. Hmmm,tja det er jeg bange for, det gør ;)

    SvarSlet