torsdag den 28. oktober 2010

Farvel til babyen, goddag til pigen

For omkring 1½ år siden stod jeg på fødegangen i Skejby med verdens dejligste skabning i mine hænder. Hun var lille bitte og noget af det smukkeste, jeg nogen sinde har set. Den lille baby er ikke længere så lille mere og det er nok også forkert at kalde hende for en baby. Smilla er blevet til en pige.

Da jeg i dag afleverede hende i vuggestuen var hun iført en sød lille kjole. Hun kunne selv kravle ud af cykeltraileren og gå ind. Hun gik hen til sin plads og sagde "op". Herefter løftede jeg hende op at sidde, så jeg kunne få hendes støvler af. Inde på stuen sagde hun med et stort smil "hej" til pædagogerne og gik så straks i gang med at lege. Jeg sagde farvel til hende og hun vinkede og sagde "hej, hej".

Smilla er ikke længere nogen baby. Hun forstår at interagere med sine omgivelse, hun kan huske navne på mennesker, hun har fået vaner, hun lærer hele tiden nye ord og hun har kort sagt sin helt egen personlighed. Min datter er blevet til en lille pige (og det vil hun forresten altid være!).

mandag den 18. oktober 2010

Jens Hansen havde en bondegård...

Dyrelyde har længe været det store hit. Det startede ud med "vov, vov", men nu følger også blandt andet "gok, gok" og "ap, ap" ("rap, rap"). Når trunten ellers er i humør til det, kan hun sige som en hel bondegård.

Hvad siger hunden? Vov, vov.
Hvad siger katten? Miaw.
Hvad siger hønen? Gok, gok.
Hvad siger anden? Ap, ap.
Hvad siger koen? Muh.
Hvad siger hesten? Prrrrrr!
Hvad siger fisken? ---.
Hvad siger fåret? Mææ.
Hvad siger fuglen? Pip.
Hvad siger løven? Waaa!

fredag den 15. oktober 2010

Sove i smørhullet

Da Smilla var mindre, sov hun aldrig inde hos os. Der var ikke behov for det. For et par uger siden begyndte vi imidlertid selv at tage hende ind i sengen, når hun vågnede omkring kl. 4. Det betød nemlig, at vi kunne sove lidt længere. Men nu er det blevet en vane. Når vi vågner ved at Smilla græder, går vi selvfølgelig ind til hende og hver gang bliver vi nu mødt af en trunte, der står op i tremmesengen og siger "op, op!".

Det er blevet tid til en kold tyrker. Nu skal hun vendes af med det - så weekendens store projekt bliver at lade hende sove for sig selv. Lad der være gråd.

onsdag den 13. oktober 2010

Hvordan kom hun derop?

For et par dage siden sad hun der bare lige pludseligt. Jeg vente mig om og så var hun selv kravlet op på stolen.


tirsdag den 12. oktober 2010

Av min mave

Ja, I har nok gættet det. Smilla er syg igen igen. Denne gang er det maven, den er gal med og jeg skal nok lade være med at gå i detaljer. Værst var det dog i morges, men der er nok heller ikke så meget tilbage, der kan komme ud:) Trunten er med god grund lidt pylret, men det går allerede den rigtige vej med humøret.

mandag den 11. oktober 2010

Før og efter

Tid

Før Smilla

Efter Smilla

Kl. 6

Sover.

Smilla vågner og vækker resten af huset.

Kl. 7

Sover.

Giver Smilla morgenmad, får måske også tid til selv at få noget.

Kl. 8

Sover.

Leger med Smilla.

Kl. 9

Sover.

Leger med Smilla.

Kl. 10

Vågner lige så stille og spiser morgenmad i sengen.

Smilla sover. Jeg forsøger at nå alt det, som der ikke har været tid til imens Smilla var vågen.

Kl. 11

Drikker en kop kaffe.

Smilla vågner.

Kl. 12

Spiser frokost.

Spiser frokost.

Kl. 13

Nørder lidt ved computeren.

Er på legepladsen med Smilla.

Kl. 14

Går en tur med Mette.

Smilla sover til eftermiddag og jeg puster lidt ud og forsøger at nå noget af det, der er hobet sig op i løbet af ugen.

Kl. 15

Eftermiddagskaffe og kage.

Smilla vågner og det er blevet tid til hendes eftermiddagsmad.

Kl. 16

Læser.

Leger med Smilla.

Kl. 17

Læser.

Laver aftenmad, måske med Smilla på armen.

Kl. 18

Laver aftensmad.

Spiser aftensmad og forsøger at stoppe Smilla, når hun vender kruset med vand på gulvet.

Kl. 19

Spiser aftensmad i fred og ro.

Giver Smilla lidt havregryn inden hun skal i seng.

Kl. 20

Rydder op.

Rydder op og tager opvasken.

Kl. 21

Ser en film.

Ser tv og slapper lidt af.

Kl. 22

Ser en film.

Sover.

Kl. 23

Sidder lidt i sofaen og taler om filmen, eller spiller et spil.

Sover.

Kl. 24

Sidder lidt i sofaen og taler om filmen, eller spiller et spil.

Sover.

søndag den 10. oktober 2010

Huletruntens klan

Smilla og Mette har startet deres egen lille klan. Da jeg i dag kom ind på Smillas værelse var de i fuld gang med at bygge huler af truntens legetæppe. Det blev til opfindsom arkitektur, som selv arkitekterne herude i Ørestaden kunne tage ved lære af.

Mor byggede hulerne op og Smilla "hjalp" til, hvilket tit resulterede i, at mor skulle starte forfra - men sådan kan det jo gå. Det er da utroligt, hvad man kan bruge sådan et legetæppe til.



lørdag den 9. oktober 2010

Et par kloge hoveder

Både mor og datter er enige om at sækkestolen er et hit. Man kan f.eks. bruge den, når man i fred og ro vil læse dagens nyheder.

mandag den 4. oktober 2010

Besøg af Smillas fadder

Weekenden stod på besøg fra Århus. Janus, Smillas fadder, kom hurtigt ind i Smillas inderkreds. Trunten nød at have gæster og det var uden tvivl gensidigt.

Tilføj video