torsdag den 28. oktober 2010

Farvel til babyen, goddag til pigen

For omkring 1½ år siden stod jeg på fødegangen i Skejby med verdens dejligste skabning i mine hænder. Hun var lille bitte og noget af det smukkeste, jeg nogen sinde har set. Den lille baby er ikke længere så lille mere og det er nok også forkert at kalde hende for en baby. Smilla er blevet til en pige.

Da jeg i dag afleverede hende i vuggestuen var hun iført en sød lille kjole. Hun kunne selv kravle ud af cykeltraileren og gå ind. Hun gik hen til sin plads og sagde "op". Herefter løftede jeg hende op at sidde, så jeg kunne få hendes støvler af. Inde på stuen sagde hun med et stort smil "hej" til pædagogerne og gik så straks i gang med at lege. Jeg sagde farvel til hende og hun vinkede og sagde "hej, hej".

Smilla er ikke længere nogen baby. Hun forstår at interagere med sine omgivelse, hun kan huske navne på mennesker, hun har fået vaner, hun lærer hele tiden nye ord og hun har kort sagt sin helt egen personlighed. Min datter er blevet til en lille pige (og det vil hun forresten altid være!).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar