mandag den 29. november 2010

Sne i Byparken

Weekendens vejr var den perfekte mulighed for at introducere Smilla for glæderne ved sne. På med den nye flyverdragt og af sted ud i sneen...



torsdag den 25. november 2010

Jul i Ørestad Bypark


Så er julen skudt i gang i Ørestaden.

I dag var vi til julearrangement i byparken med risengrød, gløgg, julemusik og luciaoptog til hest. Smilla kiggede på hestene og sagde "pruhhh!!!". Hun så lyset på hovedet af luciabruden, men jeg tvivler på hun lagde mærke til bruden i midten.

Risengrøden flød ned uden problemer, men nu havde hun jo også fået den af selveste julemanden. Hvem kan sige nej til det?


onsdag den 24. november 2010

Mor syg, Smilla syg, far forsøger at arbejde

Tja, overskriften siger nok det meste. Mette har ondt i halsen, Smilla har dårlig mave og jeg forsøger at skrive speciale. Nemt er det ikke.

Smilla har heldigvis ikke de store gener af maveproblemerne, men hun skulle selvfølgelig ikke i vuggestue, når hun skal skiftes flere gange i timen.

Jeg satser på trunten har det godt igen i morgen.

onsdag den 17. november 2010

Kunsten at børste tænder på en baby

Det var engang hvor gråd var en fast del af Smillas tandbørstning. Vi prøvede så at fortælle historier og lede efter mad i hendes mund. Det var til tider en succes, men hun blev hurtigt træt af det og der blev længere og længere mellem tandbørstningerne uden skrig og skrål.

Nu har vi imidlertid fundet, hvad der ser ud til at være en endelig løsning.

Mette eller jeg børster tænder på Smilla og Smilla børster tænder på sin dukke. Denne kombination er Smilla blevet helt vild med. Når jeg siger, "nu skal du have børstet tænder", bliver Smilla helt ivrig. Hun råber "dukke!" Finder dukken og er så klar til at børste og få børstet tænder.


Smilla skal også lige tjekke, om mor har børstet sine egne tænder ordentligt.

tirsdag den 16. november 2010

Og så kan man tælle til to

Smilla tager sin egen tandbørste i den ene hånd og dukkes tandbørste i den anden. To!, råber hun højt. Og det er ikke det eneste eksempel.

Smilla kan tælle til to = Hun er en lille Einstein.

fredag den 12. november 2010

Ny stue i vuggestuen

Stue 5 står for skud. Faktisk har den gjort det i et stykke tid nu. Smilla er ved at være for gammel til stue 2, hvor hun har været indtil nu og derfor skal hun flytte stue.

Pædagogerne kører hende selv ind og det går strygende. Hun var på besøg første gang inden vi tog til Berlin, men det er først i denne uge, hun har været der inde i længere tid. I går var hun på besøg fra morgenstunden og til hun skulle sove til eftermiddag. Altså spiste hun også frokost derinde.

Smilla er glad for at være på den nye stue og jeg tror ikke, der går lang tid, før hun kun skal være der. Så skal hun også være sammen med nogle større børn og hun bliver pludselig selv den lille.

torsdag den 11. november 2010

Muuhi, saaaar og 'Milla

Så kom dagen. Smilla er begyndt at sige både mor, far og Smilla. Man bliver jo helt varm i hjertet, når man hører sin datter kalde på sig. Jeg troede ikke det kunne blive større, men det blev det.

tirsdag den 9. november 2010

Tigerspring: Frustration over kommunikation

Smilla har hele tiden haft et heftigt temperament. Hun kan blive åh så vred, hvis ikke hun får sin vilje. Der er selvfølgelig intet i vejen med at være viljestærk og stædig, men lige for tiden har det taget overhånd. Grunden er dog meget lige til. Smilla er ved at tage et tigerspring. Hun er en kløgtig lille pige, der ved, hvad hun vil, men hun har svært ved at få det kommunikeret ud. Hun mangler ganske enkelt sproget og det er jo forståeligt nok, at det kan være frustrerende, når man gerne vil noget, men ikke kan forklare det.

Heldigvis er Smilla god til at vise hvad hun gerne vil. Hun kan sagtens pege og lave fagter. Her kommer der dog endnu et problem ind i billedet: stædigheden. Når Smilla gerne vil noget og det lykkes hende at vise os det, så vi forstår det, er det ikke ensbetydende med, at hun rent faktisk må få det. Altså er det ikke altid mangelfuld kommunikation, der er det egentlige problem, men snare et misforstået svar. Stakkels pige:)

mandag den 8. november 2010

Babysitter på overarbejde

Tirsdag i sidste uge blev Smilla syg og det varede til weekenden.

Trunten har ikke tidligere interesseret sig for fjernsynet. Vi har prøvet at introducere hende for børnetv, når hun skulle distraheres, men det har ikke virket. Det vil sige, det har ikke virket før nu.

Succesen hedder Bamse, Kylling og Ælling møder det lille snupsedyr. Hun er nu nærmest blevet afhængig og kan sagtens gå hen til fjernsynet, skubbe til det og sige "fjernsyn" (eller en afart deraf). Hun har også lært at sige Bamse.

Det er åh så nemt at placere hende foran den firkantede babysitter, men det tog overhånd i weekenden og nu kommer der restriktioner på. Så må vi jo se, hvordan det går (læses: kan far og mor være konsekvente?).

søndag den 7. november 2010

Kunsten at lave en sætning

Muuhi, muuhi, muuhi! Smilla råber og råber. Muuhi, muuhi, muuhi. Trunten vil have sin mor. Hun løber hen til hende. Klæber sig til hendes ben og siger: Muuhi op!

Ikke nok med at Smilla nu kan sige mor, hun kan også sætte sætninger sammen. Det er et helt nyt trin i hendes udvikling. Nu mangler hun så bare at sige "far op", men det ser ud til, at den tålmodige far må vente lidt endnu. Smilla har de sidste dage været umådeligt morsyg og det er lidt svært at få hende til at sige far, når de fleste svar hun giver mig er "nej" og "muuhi".

onsdag den 3. november 2010

Turen går til Berlin

Forrige weekend fløj vi til Aalborg og sidste weekend gik turen så til Berlin for at besøge Smillas farmor. Resultatet var positivt og vores lille familie nød storbyen.

Vi havde paraplyklapvognen med hjemmefra, og det var nemt at komme rundt i byen med den. Udstyret med madpakke og vand til Smilla, var der ikke nogen grænser for hvad vi kunne se. Faktisk kan det være en fordel at have en baby med til Berlin (hvilket, vi desværre først fandt ud af, da vi kom hjem). Der er som regel lang kø ved Rigsdagen (Mette og jeg stod i kø i 1½ time, mens Smilla blev passet af farmor og Uwe), men hvis man kommer med en baby, kan man bare gå direkte til elevatoren. Hvem der bare havde vist det i sidste weekend!




Hvis du skal til Berling med børn, så kan du hos Saxo.com købe ebogen Rejs med børn - en overlevelsesguide, som er skrevet af undertegnede. Bogen indeholder både praktiske råd samt motivation til at komme af sted. Gå til Saxo.com her: Rejs med børn eller baby rejsebogRejs med børn eller baby e-bog!

Hvis det er en baby (0-2 år), der skal med på rejsen, så er det bogen At rejse med en baby, som du skal have fat i. Den kan købes her: At rejse med en baby - At rejse med en baby e-bog