søndag den 3. april 2011

På tur i Kalvebod Fælled

Lørdag blev en lille udflugt til Kalvebod Fælled uforventet til en odyssé af en rejse.

Farmor var på besøg og vi skulle på en lille udflugt. Kalvebod er lige rundt om hjørnet, så med te på termokanden drog vi af sted. Smilla sov nærmest inden vi kom ud ad døren, så vi havde egentligt ikke regnet med, at hun ville nå at vågne, inden vi kom hjem igen. Det blev dog en noget længere tur end vi havde regnet med. Tempoet var ikke så højt, da vi jo skulle tage hensyn til, at Mettes hofte driller på grund af graviditeten og da Smilla vågnede ville hun selvfølgelig gå selv.

Det blev til en rejse på 3½ time. Heldigvis var vejret godt, men med Ørestadens nærmest kroniske blæsevejr, blev vi blæst godt igennem. Smilla vågnede efter ca. 2 timer og gik derefter største delen af vejen hjem. Hun gik i et godt tempo, men blev nemt distraheret. Hun kiggede på ænderne og kunne udbryde "frække ænder". Hun havde ligesom os andre en fantastisk udflugt og var ligesom os andre godt træt, da hun kom hjem.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar