torsdag den 16. juni 2011

Hjælp, der er en alien i min kones mave

Nældefeberen fra i går havde i morges fortaget sig. Smilla kom derfor i vuggestue og havde en god dag. Nu når hun igen er rask, kan vi koncentrere os om krudtuglen inde i Mettes mave. Den elsker nemlig at feste:

onsdag den 15. juni 2011

Nældefeber

I går havde Smilla feber og blev hjemme fra vuggestuen. Grunden havde vi lokaliseret til at være hendes kindtænder, der er ved at bryde ud. I dag var der dog ingen problemer, så trunten blev sendt af sted i morges.

I formiddags ringede de så igen og fortalte at Smilla ikke ville spise noget og virkede til at have ondt i sine tænder. Altså hentede jeg hende. Da vi kom hjem, havde hun dog ikke de store problemer med tænderne og jeg lagde hende ud at sove.

Efter kort tid lød der gråd fra altanen. Smilla var vågnet. Det var dog ikke tænderne, men derimod et udslæt på benene, som havde vækket hende.

I morges havde hun haft noget der lignede et bid på det ene ben, men jeg tænkte ikke nærmere over det. Nu spredte det sig imidlertid med lynets hast. Hvad der først var et lille prik, blev til en plamage på benet og dernæst overtog det hele benet, så det andet ben og så den ene arm. Ikke underligt var Smilla grådkvalt og jeg forsøgte at ringe til lægen, der imidlertid ikke tog telefonen. Heldigvis begyndte udslættet at blive bedre lige så hurtigt, som det var kommet. Smilla begyndte at slappe af og da mor kom hjem (før tid, tilkaldt af en desperat far), så det ud til at det værste var overstået.

Lige nu sidder trunten på mit skød, imens hun ser Byggemand Bob. Hun er i godt humør og har fået lidt mad i maven. Research på nettet peger på at synderen er nældefeber. Nu må vi bare holde øje med om det kommer igen, og så smutte forbi lægen i morgen for en sikkerhedsskyld.