torsdag den 26. januar 2012

Selma - det kan hun nu

Jeg ville selvfølgelig være stolt af datter uanset hvad, men det er da skønt gang på gang at høre, at hun er meget fremmelig. Selma kan stort set alting før, hun bør kunne det og det er da dejligt at høre.

Fra kun at have trukket sig frem, kommer hun tættere og tættere på at kravle rigtigt. Hun skubber numsen op og det er aldrig til at sige, hvor hun befinder sig. Man placerer hende et sted og pludselig er hun et andet sted. Det er dog også lidt frustrerende for hende selv. Det er ikke altid hun kravler den vej, som hun gerne vil. Hvis hun vil frem, sker det, at hun kravler tilbage, og så bliver hun sur. Ikke bare i lidt dårligt humør, nej. Hun bliver rigtigt vred. Hun skælder og smælder på legetøjet og på verden. Men det er da også en forståelig frustration.

Udover at kravle er hun også begyndt at hive sig selv op. Hun gider ikke ligge ned, men vil op at sidde og kigge på verden. Hun kan ikke selv komme op endnu, men det er tæt på. Når hun ligger på ryggen er det tydeligt at hun forsøger at rejse hovedet og overkroppen.

Selma har længe pludret, men nu er hun for alvor begyndt at afprøve toner og lyde. Det indebærer nogle meget særprægede lyde (skrig), som kommer på de mest mærkelige tidspunkter.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar