mandag den 16. april 2012

Smillas motoriske rejse

Da vi sidste år flyttede fra Ørestad til Odense skulle vi bare se et glimt af en rutsjebane, før Smilla sussede ned ad den. Hun har altid været skeptisk overfor gynger, mens rutsjebaner bare var sagen. Efter flytningen forsvandt lysten til rutsjebanesuset imidlertid og derefter også lysten til de mere vilde lege. Hun blev en mere og mere forsigtig pige.

Smilla og jeg startede sammen til gymnastik for nogle måneder siden. Det havde to formål. Vi skulle have et far-datter projekt og det skulle styrke Smillas motorik og balance. Det har virket over al forventning. Hver gang vi har været til gymnastik har trunten rykket sig. Første gang kiggede hun mest på de andre. Så begyndte hun at løbe med, hoppe, kravle, kravle op og nu er hun næsten ikke til at styre igen.

Den nye fritidsbeskæftigelse er at slå kolbøtter. Vi skal ligge et tæppe ud på gulvet og så går hun ellers helt selv i gang. Der er ikke brug for hjælp. Hovedet ned mellem benene, og hele vejen rundt. Sådan skal det gøres. Hun er blevet en lille gymnastik pige. Rutsjebanerne er igen blevet sjove og hun har oven i købet fået øje på gyngerne. Hvor skal det ikke ende?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar