onsdag den 23. maj 2012

Dag 22 – Hjem til lille Danmark

Sidste dag i Italien. Endnu en lang rejsedag. Heldigvis har vi to piger, der er enormt gode til at rejse.

Smilla har i flere dage glædet sig til vi skulle tilbage til hotellet, hvor der var morgenmadsbuffet. Denne nød hun så en sidste gang og derefter begav vi os af sted mod Danmark kl 8 om morgenen. En togtur, en flyvetur, en togtur mere og en bustur senere var vi hjemme.

Imens vi har været af sted er sommeren kommet til Danmark og det ses på haven:




tirsdag den 22. maj 2012

Dag 16-21 Iseo – afslapning


Dette skulle ikke gerne blive en af den type ferier, hvor vi, når vi kommer hjem, har brug for endnu en ferie til at komme os over den foregående. Derfor skulle vi i disse dage lave så lidt som muligt og ellers bare hygge os og have kvalitetstid.

Og sådan blev det. Vi tilbragte stort set disse dage på campingpladsen, eller ved en legeplads, der lå nede i selve Iseo by. Det var fra starten af jo meningen, at dette skulle være en ferie for os alle og på trods af Pisas skæve tårn og Firenzes smukke katedral, så er det sikkert disse dage, som Smilla vil huske længst.

Dag 21 – Andensidste rejsedag og et farvel til autocamperen


Tidligt op og af sted. Vi har stort set haft fremragende vejr på hele turen, men i går regnede det hele dagen og vi havde lidt frygtet at skulle af sted i regnvejr. Vi var endnu engang heldige. Solen skinnede da vi vågnede og det var derfor nemt at rengøre det sidste af vognen.

Morgenmaden spiste vi på campingpladsens cafe, for ikke at skulle vaske op og så kørte vi ellers de sidste 1 ½ time til Lodi.

Pt. er vi igen i Milano. Vi er ankommet til hotellet og i morgen går den sidste tur tilbage til Odense. Det bliver helt mærkeligt at vende tilbage igen.

onsdag den 16. maj 2012

Dag 15: Rejsedag til Lago di Iseo


De sidste to uger har vi oplevet mangt og meget. Nu skal der slappes af. Turen gik i dag til søen Lago di Iseo, som er smukt beliggende omringet af høje bjerge. Det var nemt at komme hertil med autocamperen og planen er at dette er den sidste destination, inden vi skal tilbage for at aflevere den igen.

Vi bor på den mest fantastiske campingplads lige ned til søen. Der er bjerge hvor end vi kigger. Det er ren idyl. Her skal vi bare nyde livet og hinanden. Smilla kan lege på den store legeplads eller med sandlegetøj nede ved vandet. Det skal nok blive godt.


tirsdag den 15. maj 2012

Dag 13 og 14: Venedig med børn


Denne gang havde vi forberedt os. Vi var indstillet på, at de næste to dage, hvor vi skulle til Venedig, skulle være uden barnevogn. Vi tog derfor færgen om morgenen armeret med to slynger.

Smilla gik det meste af dagen selv, men blev dog også båret lidt af Mette, mens jeg bar Selma i ringslyngen. Ret skal dog være ret. I disse to dage tog Mette langt det meste af slæbet, når ungerne skulle bæres.

Smilla nød Venedig det meste af tiden. Der var vand overalt, hvilket hun fandt spændende og så var det da også hyggeligt at sejle i en gondol.

Det er en general observation, at der i Italien er meget få børn i gadebilledet. Italienerne får vel børn (dog kun 1,2 i gennemsnit, hvilket er EUs laveste tal), men de er ikke synlige. Alligevel er de heldigvis meget glade for børn og Smilla og Selma skal ikke bevæge sig langt væk før folk begynder at smile eller tale til dem... eller sågar ae dem, eller nive dem i kinderne. Overraskende nok, var Venedig den by i Italien, hvor vi så langt de fleste børn. Disse blev kørt i klapvogne eller båret i slynger (eller lignende).

søndag den 13. maj 2012

Dag 12: Rejsedag til Venedig


Vi kom tidligt fra start og begav os fra børnevenlige Firenze til en by med gader af vand. Desværre har vi ikke vandski til barnevognen, så de næste par dage må vi klare os med slyngen og Smillas ben.

Køreturen tog omkring 4 timer inklusiv en frokostpause og begge piger tog turen med et stort smil. Der var stort set ingen konflikter og det er jo dejligt.

Vi bor her på en campingplads uden for Venedig. Vi  skal dog ikke længere end 150 meter, så er vi ved færgen, der kan sejle os derover. Det er da praktisk. Så må vi se hvad dagen i morgen byder...

lørdag den 12. maj 2012

Dag 11: Firenze – hviledag/den obligatoriske domkirke


I dag skulle der ikke ske det helt store. I går var endt med at blive alt for hård for Smilla, der bare var blevet slæbt rundt fra det ene til det andet – uden at have det sjovt imens. I dag skulle hun derfor bare være på campingpladsen, hvor hun frit kunne lege på legepladsen og puste sæbebobler (den bedste euro, jeg nogensinde har brugt).

Jeg selv ville dog gerne ind i og op i katedralen, så om eftermiddagen begav jeg mig selv af sted. Det er uhyggeligt så hurtigt man kommer frem, når man ikke har børn med.