Denne gang havde vi forberedt os. Vi var indstillet på, at de
næste to dage, hvor vi skulle til Venedig, skulle være uden barnevogn. Vi tog
derfor færgen om morgenen armeret med to slynger.
Smilla gik det meste af dagen selv, men blev dog også båret
lidt af Mette, mens jeg bar Selma i ringslyngen. Ret skal dog være ret. I disse
to dage tog Mette langt det meste af slæbet, når ungerne skulle bæres.
Smilla nød Venedig det meste af tiden. Der var vand overalt,
hvilket hun fandt spændende og så var det da også hyggeligt at sejle i en
gondol.
Det er en general observation, at der i Italien er meget få
børn i gadebilledet. Italienerne får vel børn (dog kun 1,2 i gennemsnit, hvilket er EUs laveste tal), men de er ikke synlige.
Alligevel er de heldigvis meget glade for børn og Smilla og Selma skal ikke
bevæge sig langt væk før folk begynder at smile eller tale til dem... eller
sågar ae dem, eller nive dem i kinderne. Overraskende nok, var Venedig den by i
Italien, hvor vi så langt de fleste børn. Disse blev kørt i klapvogne eller
båret i slynger (eller lignende).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar