mandag den 4. juni 2012

Hun kalder på mig

Inden vi tog på ferie, var både Smilla og Selma meget morsyge. Det hjalp ferien på. Jeg var sammen med mine piger 24/7 og det kan jeg nu mærke. Nu kan jeg godt bruges, hvis mor ikke lige er der.

I nat vågnede Smilla og kaldte på mig. (Jeg gentager: mig!). Det var utænkeligt inden ferien. Hun ville altid have kaldt på sin mor, men nu er det mig. Det varmer.

Det er det samme med Selma. Inden ferien havde hun det fint med at være oppe hos mig, men hvis Mette kom ind i lokalet, var der ingen tvivl om, at hun hellere ville være oppe hos sin mor. I dag har hun det fint oppe hos os begge. Der er ikke noget større i denne verden, end den kærlighed og tillid et barn viser, når hun trykker sig ind til sin mor eller far og man bare ved, at så kan der intet ondt ske.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar