lørdag den 18. august 2012

Odense blomsterfestival

I år stod blomsterfestivalen i børnenes tegn, så selvfølgelig skulle vi derind med Smilla. Temaet var nordiske børnebogsforfattere - mere præcist: Astrid Lindgren, Thorbjørn Egner og så selvfølgelig H.C. Andersen (som Smilla i længere tid har kaldet Fru Andersen, hvorfor ved jeg ikke helt).

Vi tog bussen derind, med Selma i klapvognen. Planen var at tilbringe formiddagen ved blomsterfestivalen og så tage hjem til frokost. Vi håbede dermed at undgå den værste varme, men selvom dagen godt nok blev endnu varmere, så vil jeg ikke ligefrem kalde formiddagen for kølig.





Det var et flot arrangement, helt i børnehøjde. Vi startede med at se et show med Pippi Langstrømpe, der godt nok på svensk, men Smilla var alligevel helt optaget. Det var jo den "rigtige Pippi" - som hun sagde. Det var nu også et flot show, hvor der blev sunget og klatret rundt på Villa Villekulla.

Derefter krævede varmen en stor is efterfulgt af sange fra Kardemomme by præsenteret af ingen ringere end Politimester Bastian. Sangene var på norsk, men igen, det virkede ikke som om Smilla ænsede det. Hun sad bare på sin mors skuldre, spiste sin is og lyttede til alle sangene.

Flakhaven var fyldt med blomster og figurer fra børnebøgerne. Smilla genkendte Pippi, røverne fra Kardemomme by og Gamle Tobias oppe i sit tårn - alle de figurer, som ikke lige vakte genkendelsens glæde, var også et stort hit.

Ved siden af Domkirken, var der slået et stort telt op, hvor børnene kunne lege med Lego (et stort hit for Selma), få balloner og lære om natur, genanvendelse med mere. Her var der opstillet en mini-genbrugsplads, hvor børnene kunne køre rundt med en trillebør fyldt med affald, som skulle sorteres rigtigt. Det var lige noget for Smilla. Hun startede fra en ende af og så blev der ellers sorteret. Da hun var færdig, ville hun straks prøve igen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar