fredag den 31. august 2012

Sut? Nej tak, far!

Selma har hele sit liv fundet trøst i sin sut. Det var den, der kunne få hende ned igen, når verden blev for meget og det var den, der om natten fik hende til at sove.

Da jeg søndag aften i sidste uge gav hende sutten ved sengetid, spyttede hun den ud igen. Jeg gav hende den igen og ud røg den - tredje gang var heller ikke lykkens gang. Jeg fandt en anden sut - samme resultat. Mærkeligt. Jeg lagde trunten ned i hendes seng, sagde godnat og gik. Hun klynkede lidt, men faldt inden længe i søvn.

Nu er der gået en uge og hun har ikke villet tage sutten en eneste gang, og har til syndeladende ikke brug for den. Det er som om, hun bare har besluttet sig for, at den ikke længere dur. Sut? Nej tak, far!

Har der så været en stor reaktion på denne tit store omvæltning i et barns tidlige liv? Nej, der har ikke været den store reaktion. Selma er lidt længere tid om at falde i søvn om aftenen (nu tager det 5-10 minutter, hvor det før tog ét minut, så jeg klager ikke). Hun vågner nogle gange om natten, men det gjorde hun nu også før, så jeg vil heller ikke her påstå, at der er den store forskel. Som regel skal man bare lige ind til hende og ligge hende ned igen, hvor hun før skulle have sutten.

Min lille prinsesse har ganske enkelt bare besluttet at sutten, vil hun ikke længere bruge.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar