søndag den 2. september 2012

Halløj på væddeløbsbanen

Én lørdag - to udflugter.

Først var Smilla og jeg til Bamsebio i biografen - igen. Som altid var det super hyggeligt og det er jo også ved at være en hel far/datter tradition.

Efter middagsluren drog hele familien til væddeløbsbanen (Royal Canin Arena i Odense), hvor der var et stort familiearrangement. Hverken Mette eller jeg har været der før, men vi fandt det alligevel hurtigt. Vi var langt fra den eneste børnefamilie, der havde fået den idé, og da vi ankom var der allerede en lang kø ved ponyerne, hvor børnene kunne blive trukket af en hest. Det skulle Smilla selvfølgelig prøve, så vi stod i køen og endelig blev det Smillas tur. Trunten nød turen rundt på banen.

Det var kun den første del. Derefter skyndte vi os over i kø nummer 2. For enden af denne stod en kvinde, der lavede ballondyr. Sådan en skulle Smilla da også have. Imens vi stod i køen, havde Smilla rigeligt med tid til at spekulere over, hvilken slags ballon, hun skulle have. Her bevægede vi os over alt fra giraffer og kænguruer til sværd samt en croissant. Da vi kom frem, blev resultatet imidlertid en abe, mens lillesøster Selma fik en blomst. Endnu en succes.



Vi sluttede af med en gratis is til børnene, og så gik turen hjem, efter en lang dag for især Smilla, der dog nød hvert et sekund af den.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar