torsdag den 30. maj 2013

Istanbul med børn

Istanbul er en vidunderlig by for både børn og voksne. Vi tilbragte to uger i byen og her er vores erfaringer, når det kommer til at rejse med børn i Tyrkiet.

Tyrkerne elsker børn, både deres egne og andres - og de kan ikke lade dem være. Det er noget man lige skal vende sig til. Når vi gik ned ad gaden, blev pigerne nusset, aet, krammet og til tider oven i købet kysset. Tilfældige mennesker der gik den modsatte vej strøg lige en hånd over Smillas hår, eller stoppede op for at tale med hende. Selma syntes det var sjovt fra starten af, mens Smilla lige skulle vende sig til det. Der gik dog ikke lang tid før hun bare kommenterede: Han smilte til mig fordi han synes jeg er smuk.

Transport i Istanbul
Byen er bygget på syv høje, den er fyldt med smalle gader og fortorv og trafikken er tæt. Jeg vil ikke anbefale at tage af sted med en barnevogn. Det vil være fuldstændig umuligt at komme rundt med en sådan, lige så snart man bevæger sig væk fra hovedgaderne. En klapvogn derimod kan man sagtens komme rundt med, hvis bare man har mod på at skubbe den op og ned ad alle bakkerne. En slynge eller lignende kan også være en god ide. Vi var bevæbnede med både klapvogn og slynge og brugte begge dele.

Bor man i Sultanahmet, der er det historiske centrum og den del af Istanbul som mange turister holder sig til, vil man kunne gå rundt til langt de fleste store seværdigheder. Skal man lidt længere væk, har Istanbul gode offentlige transport muligheder, der inkluderer sporvogne og metroer. Derudover er taxaerne meget billige - dog skal du bare være klar til at side med børnene på skødet, mens de bryder alle fartgrænser og råber ud af vinduerne.

Puslefaciliteter
Børn er altid velkomne, men puslefaciliteter skal man kigge længe efter. Byen er fyldt med offentlige toiletter og disse er heldigvis pæne og rene, hvilket er en stor fordel, da du vil blive nødt til at pusle mindre børn på gulvene. Når du pakker, så husk noget de kan ligge på.

Mad og drikke
Det er som regel en leg at have børn med på restaurant i Istanbul. Børn er mere end velkomne og er de utilfredse (f.eks. når de venter på maden), kan du være sikker på, at der vil komme en tjener og underholde dem - måske vil børnene ligefrem få små gaver eller en lille gratis forret (husk drikkepenge).

Det er de færreste restauranter, der har højstole, så hvis du rejser med børn, der ikke kan sidde selv, er det en god ide at have et handyset med i klapvognen. Børnemenuer og måltider er ikke eksisterende. Til gengæld kan du sagtens dele din mad med børnene, eller bestille en enkelt ret, som børnene kan dele.


Hvis du skal ud at rejse med børn eller en baby, så skynd dig over til Saxo og køb ebogen Rejs med børn - en overlevelsesguide, som er skrevet af undertegnede. Bogen indeholder både praktiske råd samt motivation til at komme af sted. Gå til Saxo.com her: Rejs med børn eller baby rejsebogRejs med børn eller baby e-bog!

Hvis det er en baby (0-2 år), der skal med på rejsen, så er det bogen At rejse med en baby, som du skal have fat i. Den kan købes her: At rejse med en baby - At rejse med en baby e-bog




Ingen kommentarer:

Send en kommentar