søndag den 29. september 2013

En lille ny kusine

I går blev verden rigere.

Smilla og Selma fik en ny kusine Vera. Stort, stort tillykke til Veras forældre. Der er to prinsesser herhjemme, som glæder sig til at få en ny legekammerat. Jeg er sikker på at Smilla er klar til at lære Vera alt.

fredag den 20. september 2013

Så prøver vi gymnastik igen

På mandag har Smilla sin sidste ridetime. Hvad der startede godt, viste sig alligevel ikke at være det store hit. Hun elsker at strigle Emil (hesten), men hun keder sig, når hun rider på den. Hun er lidt for forsigtig og vil kun ride langsomt rundt - og det er bare for kedeligt i længden. Altså stopper hun nu og så kan det jo være vi prøver igen om nogle år.

I stedet for ridning er vi vendt tilbage til det der tidligere har været en succes: gymnastik. Smilla startede i sidste uge, hvor hun var meget forsigtig, men det er også et nyt sted. I denne uge gik det meget bedre og nu glæder hun sig til at komme af sted igen, så det er dejligt. Modsat der hvor hun gik til gymnastik sidst, er dette et lille sted, hvor der kun er ca. 20 børn - hvilket passer helt fint til den forsigtige prinsesse.

tirsdag den 10. september 2013

Så prøver vi igen... Selma taler

(igen med forbehold).

Det er ingen hemmelighed, at Selma ikke er den mest åbenmundede. Mens børn yngre end hende taler i sætninger,  har hun længe anset det der med at tale som noget overvurderet. Men, nu ser det ud til, at der sker noget.

Der kommer ord på. Hun kan sige bog, stige, altså, ja, nej, moar, Uwe, Gry, Timmy Tid og der kommer hele tiden mere på (jeg venter stadig på at høre et rigtigt far).

Nu rykker vi!

mandag den 9. september 2013

Udflugt til Børnebyen

I lørdags cyklede vi en tur ud til Børnebyen i Vollsmose. Dette er et stort grønt område med legepladser, picnicsteder og dyr.

Der var masser af liv i Børnebyen og pigerne kastede sig hurtigt over legepladserne. Der blev gynget, der blev rutsjet og der blev svævet på svævebane (af begge prinsesser!).


mandag den 2. september 2013

Åbent hus hos Fyns politi

Søndag var vi forbi Odense idrætshal, hvor Fyns politi holdt åbent hus. På pladsen foran var der politibiler, man kunne komme ind i og en politimotorcykel, som ungerne kunne komme op på. Børnene fik oven i købet lov til at tænde for sireneren engang imellem. Derudover var der også en hundeopvisning.

Både Smilla og Selma kom ind i bilerne og op på motorcyklen. Smilla var lidt forsigtig, men nød det ganske givet, da hun først var kommet ind/op. Selma kravlede selv ind i bilerne og sad også stolt på motorcyklen (selvom hun nok ikke helt forstod, hvad det var).

Hundeshowet for ikke overraskende en stor succes, selvom vi blev indhentet af det danske vejr til sidst (regn!).