torsdag den 25. december 2014

Nanna på alle fire

Så blev det Nannas første jul og dermed er trunten nu blevet fem måneder gammel. De sidste par dage har hun fundet fidusen med at sidde på alle fire og rokke frem og tilbage. Det resulterer i, at hun nu bevæger sig baglæns og altså væk fra det, som hun gerne vil tættere på - frustrerende, men hvor er det dog stort, at hun er nået hertil.

Så mangler vi bare krydsbevægelserne.


tirsdag den 9. december 2014

Hjem med klaver

Black Friday blev udnyttet til fulde, da vores lille hjem nu er blevet et hjem med klaver.

Smilla og Selma har taget godt imod det. De kæmpede en del om at få lov til at spille i starten, så nu sætter vi minuturet, så de får lige lang tid hver - det hjælper.

Klaveret er digitalt, hvilket er en vigtig detalje, da pigerne dermed kan bruge deres høretelefoner, når de spiller.


For at pigerne kan få lidt ekstra ud af det, har vi købt bogen Klaverleg, som er et genialt koncept, der hjælper børn (og andre, der ikke er stærke i nodelæsning) til at spille simple sange ved hjælp af ikoner.

tirsdag den 2. december 2014

Farmands julekalender

Ja, jeg har da forresten også fået en julekalender af min dejlige kone. Hurra for whisky til farmand.


mandag den 1. december 2014

Julen er skudt i gang

Så kom 1. december. Lyset er sat op udenfor og huset blev pyntet i weekenden. Der er pakket 48 små pakker ind til pigernes pakkekalendere. Der er set julekalender i fjernsynet og læst julekalenderbøger til godnathistorie. Vi har været til julefest i pigernes børnehave. Julen er hermed skudt i gang.



onsdag den 26. november 2014

Julemarked i Lumby Mølle 2014

En gammel mølle, må da være det perfekte sted at holde et julemarked.

I søndags kørte vi en tur til Lumby Mølle, hvor årets julemarked løb af stablen. Det var et flot arrangement, med boder, julepynt og selvfølgelig æbleskiver og gløgg. Vi var rundt på pladsen og se på alle boderne og vi fik da også lidt at spise.

Julemarked i Lumby Mølle 2014.
Efter æbleskiverne gik vi ind i selve den gamle mølle. Her kunne man købe juledekorationer på første sal, men vi skulle naturligvis hele vejen op i toppen af møllen. Efter mange smalle trapper befandt vi os oppe under møllehatten, hvor vi støtte på ingen ringere end julemanden. Han sad og læste julehistorier for børnene. Sikken en atmosfære her var.

tirsdag den 25. november 2014

Juletræet tændes i Odense 2014

I weekenden var Smilla og jeg på datter/far tur ind til byen for at se juletræet blive tændt. Var var derinde i god tid, da jeg forventede, at der ville komme uhyggeligt mange mennesker - hvilket der også gjorde.

Der var underholdning med julemand, nisser og sang mens vi ventede på at klokken skulle blive 17.00, hvor træet skulle tændes. Borgmesteren var også til stede, hvilket Smilla syntes var lidt sjovt, da hun for to uger siden var på rundvisning på rådhuset, hvor hun blev vist rundt af ham.

Efter juletræet var blevet tændt, og efter vi var kommet væk fra pladsen og menneskemylderet var vi på italiensk restaurant, hvor Smilla ville have pasta carbonara og fik det, lige som hun ville.

Jeg elsker disse stunder.

mandag den 24. november 2014

Drageflyvning i Højstrup

Smilla er klar til start.
Godt nok var weekendens vejr ikke optimalt dragevejr, men vi gav det alligevel en chance, da vi har fået en ny drage, en Paraflex kite - Sport 1.72-linet power kite venligst doneret af wildtoys.dk.

Vi bor heldigvis tæt på et grønt område, som er oplagt til drageflyvning, så her begav hele familien sig hen lørdag formiddag for at prøve kræfter med dragen.

Dragen kom i en flot taske og var klar til brug. Den skulle bare ud af tasken og linen skulle vikles ud, og så var den ellers klar til at komme op at flyve. Den er anbefalet fra 8 år, så ikke overraskende skulle Smilla (5 år) have lidt hjælp. Men da det ikke blæste så meget, kunne hun faktisk godt holde den selv. Der medfølger en sikkerhedsstrop til at have rundt om armen, så dragen ikke flyver væk, hvilken er en dejlig sikkerhed at have, når piloten er en pige på 5 år.

Udfordringen var vinden. Det var stort set vindstille, men imponerende nok kunne dragen godt holde sig oppe, selvom det krævede nogle forsøg at få den op. Det var første gang Smilla prøvede at flyve med en power kite, og det var sjovt at se hende mærke vinden i dragen. Selma skulle selvfølgelig også prøve, men det siger sig selv, at en pige på 3 år, ikke kan flyve med en power kite selv. Alligevel fik hun en kæmpe positiv oplevelse, bare ved at holde dragen sammen med mig i få sekunder.

Nu går jeg så bare og venter på at det skal begynde at blæse lidt mere udenfor, så vi kan komme ud og give det en chance til. Jeg er sikker på at pigerne vil glæde sig til at prøve igen.


Smilla og jeg med dragen.



onsdag den 12. november 2014

Skolebarn

Så er Smilla skrevet op til at gå i skole til foråret. HJÆÆÆÆLP!!! Hvor blev tiden af? Jeg har jo en lille pige - et børnehave barn. Lige om lidt skal hun i skole og processen er skudt i gang.

I den næste tid er der besøg mellem børnehaven og Forårs SFO'en. Og til marts flytter hun helt officielt over på skolens område i Forårs SFO'en, hvor hun skal tilbringe dagene frem til august, hvor hun starter i 0. klasse.

Min lille pige er blevet så stor.

torsdag den 6. november 2014

Roterende fis i kasketten

Ja, et eller andet navn skulle blogindlægget jo have.

Det er efterhånden et stykke tid siden, jeg skrev at Nanna havde vendt sig fra mave til ryg. Nu har hun endelig gjort det igen og ikke nok med det. Hun ligger også og roterer om sin egen akse. Altså er hun en meget mobil lille pige.

Som om dette ikke er nok, kan hun også skubbe sig fremad, når hun ligger på maven.

Nanna er nu 3½ måned gammel og bliver mindre og mindre baby og mere og mere pige for hver dag der går.
Nanna roterer om sin egen akse.

torsdag den 23. oktober 2014

Harry Potter Festival 2014

I efterårsferien blev Odense omdannet til Harry Potters magiske verden og vi var selvfølgelig derinde for at være del af løjerne - vi var ikke de eneste. Vintapperstræde, Eventyrhaven og Gråbrødre Plads var fyldt med glade mugglere og troldmænd. Der gik udklædte folk rundt i blandt os og her støtte vi blandt andet på Hagrid, Snape og Voldemort. Selma støtte på en dementor og gav et ordentligt skrig fra sig, hvilket jeg er sikker på forskrækkede demontoren selv endnu mere og underholdt alle omkringstående. Heldigvis kunne Selma grine af det, da vi fortalte at det bare var en, der var klædt ud.



En enhjørning i Odense.


Smilla er i troldmandslære. Hun fik sin egen tryllestav og nu går hun hele tiden og vifter med den, mens hun skriger: Lammer!

tirsdag den 21. oktober 2014

Dragefestival ved Lumby mølle


Den første weekend i efterårsferien, blev der bygget drager på dragefestivalen ved Lumby mølle. Smilla og Selma var meget optaget af hele processen og de var med fra start til slut.

torsdag den 2. oktober 2014

Fjord & Bælt

Billeder fra en skøn dag i Fjord & Bælt, hvor vi tilbragte hele dagen:





torsdag den 25. september 2014

Blæksprutte af skumvaskeklude - krea projekt

Tro det eller ej, vi har været kreative. Smilla og Selma har lavet hver deres blæksprutte af skumvaskeklude, og hvis du vil gøre dem kunsten efter, så læs med her. Der er garanteret sjov og hygge i et par timer og der kommer et skønt produkt ud i sidste ende, som pigerne stadig bruger.

Du skal bruge skumvaskeklude, elastikker, maling, avispapir, knapper til øjne, nål og tråd.

Rul otte skumvaskeklude sammen og sæt elastikker på, som vist på ovenstående billede.

Krøl avispapir eller lignende sammen til en kugle, fold to skumvaskeklude rundt om den og luk med en elastik.

Sy de otte arme fast til kroppen. De kan evt. også sættes fast under elastikken under kroppen, men de sætter bedst fast, hvis du syr dem på.


 Så skal der males. Bland akrylmaling op med vand, så det bliver ekstra tyndt. Husk at skumvaskekludene suger en del maling, så de er længe om at tørre.


Til sidst skal der mund og øjne på. Sy eller lim knapper på til øjne. På Smillas blæksprutte blev der syet en mund og på Selmas, blev der klippet en hjertemund af skum, som blev syet på.



mandag den 22. september 2014

Den Lille Havfrue - Smilla/far dag

Efter en kvalitetsdag med Selma, skulle søndag være Smillas dag. Programmet stod ligeledes på teater og restaurant.

Teater betød i dag Den Lille Havfrue - the musical ved Fredericia Teater. Musicalen varede 2½ time og det er selvfølgelig længe at sidde stille for en pige på 5 år, men ikke desto mindre var Smilla fanget det meste af tiden. Det blev til en eftermiddag fyldt med musik og Disney magi.

Da Den Lille Havfrue var slut skulle vi ud at spise. Jeg havde hjemmefra udvalgt en fin lille restaurant, som Smilla helt sikkert ville kunne lide og jeg fik ret. Smilla valgte selv en pasta ret og blev ved med at tale om hvor god den var, og hvorfor jeg dog ikke også havde valgt det samme som hende.

Det var en helt fantastisk weekend. Hvor jeg dog elsker at være far.


lørdag den 20. september 2014

Selma/far dag - Frejas flamme og brunch

Selma og Freja.
Lørdag var der far hygge med Selma. Noget farmand her havde glædet sig til længe. Dagens program: Teater og brunch.

Dagens teaterforestilling var Frejas flammer på Nørregaards teater (for de uindviede er det et børneteater i Odense). Selma var meget optaget af forestillingen, der handler om en pige med en indre ild, som hun nogen gange ikke kan styre. I hele 45 minutter sad Selma som limet fast og fulgte forestillingen.

Brunch.
Efter vi havde været i teatret tog vi en tur til Froggy's Café, hvor den stod på brunch (gratis for børn under 5 år, hvilket godt kan mærkes, når man er børnefamilie). Her kunne Selma helt selv vælge hvad hun ville have at spise... og det udnyttede hun.


onsdag den 10. september 2014

1½ måned gammel og kan selv vende sig

Nanna har rundet seks uger og kan nu vende sig selv fra mave til ryg. Hun gjorde det hele to gange i går aftes, så motorikken burde, der ikke være noget i vejen med.

Se hvad jeg kan.

tirsdag den 9. september 2014

Bolbro Dagen 2014

Bolbro Dagen er en lokal begivenhed i --- trommehvirvel --- Bolbro. Her er der diverse underholdning og boder, og i år skulle der også stemmes om hvad 100.000 kr skulle bruges til af lokale tiltag.


Selma og jeg tog derned for at se hvad der skete. Trunten fandt hoppepuden med det samme, og den blev hurtigt omdrejningspunktet for udflugten. Vi startede ud med at hoppe, så så vi lidt dans, så hoppede Selma, så spiste vi et stykke kage, så hoppede Selma, og sådan fortsatte dagen, der sluttede af med en is. Fantastisk vejr og et godt arrangement. Det gør vi igen næste år.

onsdag den 3. september 2014

Mor/barn dans med far

I går var der ikke mangel på adrenalin, da denne introverte far begav sig ud på dansegulvet sammen med Selma, der startede til mor/barn dans - dog med far.

 Jeg har sprunget i faldskærm.

 Jeg har bungy jumpet.

Jeg har prøvet drageflyvning,

og white water rafting.

Men intet af dette kan måle sig med hvor nervøs jeg var inden jeg i går skulle danse foran en masse mennesker, som jeg ikke kender sammen med Selma.

Personlige grænser blev brudt ned. Selma elsker at danse og derfor skal hun selvfølgelig gå til dans. Så må farmand jo bare tage sig sammen, og det gjorde jeg så i går. Resultatet var en gennemført succes. Selma elskede det og var god til at være med og høre efter. Jeg selv overlevede naturligvis også - og det på trods af, at en af Selmas pædagoger fra børnehaven viste sig også at have en datter, der skulle gå til mor/barn dans med Selma.

Jeg var dog heller ikke den eneste far til mor/barn dans. Vi var tre. De burde virkeligt kalde det noget mere politisk korrekt!

Altså står den nu på dans om tirsdagen de næste 10 måneder - vi ender jo med at blive helt gode til det.
Selma klar til mor/barn dans med far.

tirsdag den 2. september 2014

Familieweekend ved Hald Sø

Hald sø ved Viborg skabte rammerne for weekends familietræf. Her var stort set hele min familie på min fars side samlet, hvilket indebar intet mindre end 15 børn, så det var noget af en børnefest.

Vi var indlogeret i en flot renoveret FDF lejr, som var noget helt andet end jeg husker dem fra min tid som FDFer. Der var ingen sovesale og fællesbade, men derimod værelser med eget bad/toilet og gulvvarme.

Smilla og Selma nød omgivelserne og de mange børn, og der blev virkeligt leget igennem. Weekenden bød blandt andet på en vandretur til Hald sø, skattejagt, snobrødsbagning og en stor festmiddag lørdag aften.

Vi ses igen næste år.

tirsdag den 19. august 2014

Løvens hule, Odense

Da regnen silede ned i søndags, blev madpakken pakket og termokanden fyldt, så vi kunne tage i Løvens hule. Løvens hule er et indendørs legeland, hvoraf der findes hele to i Odense. Vi valgte den i Rosengårdcentret, da denne er målrettet børn under 8 år.

Pigerne havde aldrig været der før, men de kastede sig straks ud i det, hvilket var heldigt, da vi har valgt at investere i årskort til dem begge. Der var dog også tid til at nyde den medbragte mad, men derefter så vi ikke meget til prinsesserne, der nød den enorme legeplads.


søndag den 17. august 2014

Brombærsnaps med chili og vanilje

Så er der plukket brombær (tak, skat) og det betyder, det er tid til årets brombærsnaps. I år med et lille twist, nemlig chili.

Brombærsnaps med chili og vanilje.
1. Skyl og tør brombærene.
2. Fyld et glas halvt op med brombær.
3. Kom en vaniljestang i.
4. Del 1-2 middelstærke chilier og kom dem i. Jeg brugte 2 af Toftegårds citron chilier.
5. Fyld op med klar snaps eller vodka.

Brombærsnapsen skal stå i minimum 1 måned, meget gerne længere. Du skal dog huske at tage chilien op før, da snapsen ellers vil blive alt for stærk. Det er vigtigt, at du smager den til løbende og tager chilien op, når den har den rette styrke. De to citron chilier, som jeg anvendte var kun i snapsen i 17 timer.

Hvis du vil have mere kontrol over den endelige snaps, kan du vente med at tilføje chilierne til lige inden den skal filtreres.


Brombærsnapsen skal stilles mørkt og herefter skal den filtreres, eksempelvis gennem et kaffefilter.

Lad den nu lagre i minimum to måneder.

tirsdag den 12. august 2014

Selma, 3 år

Og så blev Selma 3 år. Hvor tiden dog går. Fejret bliver hun og det er ikke slut endnu.

Sidste weekend var der fødselsdagsgæster, tirsdag (hendes rigtige fødselsdag) var der først fødselsdag i børnehaven, efterfulgt af gæster derhjemme. Næste weekend, kører vi igen med familiebesøg. Sådan er det, når man har en stor familie.

Selma nyder det hele. Hun har fået gaver, god mad og en masse opmærksomhed.


torsdag den 31. juli 2014

tirsdag den 29. juli 2014

Barselsafsnittet D2 på Svendborg sygehus

Efter Mette havde født natten til torsdag blev vi fragtet til D2, Svendborg sygehus' barselsafsnit. Klokken var 4.30 før vi kunne lægge os til at sove og vi blev vækket igen kl. 7.30, da der skulle tages en blodprøve på Nanna.

Barselsafsnittet på Svendborg sygehus skulle vise sig at være et enormt hyggeligt sted af tilbringe nogle dage. Vi fik et eneværelse og følte hele tiden at vi var i gode hænder.

Her var der ro til at lære Nanna at kende lidt, inden vi skulle tilbage til de store piger. Vi var her i to døgn.

Man skal lige vende sig til at være småbørnsforælder igen, men tiden på D2 udrustede os lidt bedre og da vi lørdag var hjemme igen, var vi klar til opgaven.

fredag den 25. juli 2014

Nanna er kommet til verden - velkommen til

Den 24. juli kl. 0.04 kom Nanna til verden. En lille perfekt pige med en kampvægt på 3590 g.

27 timer tidligere:

Tirsdag aften fortæller Mette mig at vandet er gået. Der er halvanden uge til termin, men det er nu Nanna er klar.

Veerne er ikke regelmæssige, så jeg forsøger at sove lidt, mens Mette kæmper. Der er ringet til fødegangen, og aftalt at vi skal ringe igen kl. 7.30. Omkring midnat vækker Mette mig (det var nemt, da jeg ikke rigtigt sov). Veerne er ved at være regelmæssige og derfor bliver pigernes mormor tilkaldt.

Klokken 2 tidligt onsdag morgen ankommer vi til Svendborg sygehus godt trætte. Mettes veer holder pause, men vi får tilbudt at overnatte på stuen, så vi ikke skal køre tilbage til Odense. Der bliver kørt en seng ind på stuen til den gravide mor og jeg overnatter på fødebriksen.

Vi er oppe igen kl. 7.30. Mettes veer vil stadig ikke i gang. Vi spiser morgenmad og derefter bliver der kørt en strimmel, der viser at Nanna har det godt. Herefter løsner jordemoderen fosterhinden, så vandet går yderligere.

Sidst på formiddagen går vi en tur, for at få gang i veerne. Vi går rundt i Svendborgs gågade og køber et par gaver til Smilla og Selma. Ekspedienten kommenterer, at Mette er langt henne, og bliver chokeret, da hun hører, vandet er gået og vi er på gåtur væk fra hospitalet.

Efter frokosten går vi tilbage på fødestue 4 og slapper af i en halv time. Gåturen virkede ikke efter hensigten og derfor besluttes det, at fødslen skal have et kickstart med et ve stimulerende drop. Der er dog lige pludselig blevet travlt på fødegangen, så vi må vente lidt på droppet.

Det meste af eftermiddagen går, før det bliver Mettes tur, men 17.30 bliver droppet lagt. Mens Mette sidder bundet til fødestuen, henter jeg mad til os begge i caféen. Det er ikke meget, der bliver spist, men lidt kommer der da ned.

18.47. Nu sker der noget. Veerne begynder igen og bliver regelmæssige.

Efter en times tid stoppes det ve stimulerende drop, da Mette gerne vil over i fødekarret. Desværre begynder veerne at aftage, så fødekarret må aflyses.

Mette kæmper og kæmper. Hvor er hun dog sej.


Efter at droppet igen er sat i gang, begynder veerne lige så stille at komme igen. Omkring kl. 23 sker der for alvor noget. Veerne intensiveres og da presseveerne for alvor går i gang holder jeg øje med uret på min mobil, da uret på stuen ikke virker (vi vil jo gerne vide om Nanna får fødselsdag d. 23. eller d. 24.

Kl. 0.04 kommer Nanna til verden. En lille perfekt pige.

Velkommen til verden Nanna og tak for den store gave Mette - du kæmpede en brav kamp og det var det hele værd.