torsdag den 9. januar 2014

Kære dårlige cyklist,

Du ved godt selv hvem du er...

Dig der lige lister over for rødt, når der jo alligevel ikke kommer nogen. Dig der cykler i den forkerte side af vejen, fordi det tager for lang tid at krydse den eller at trække cyklen. Dig der mener af færdselsreglerne kun er vejledende.

Når du eksempelvis kommer frem til et lyskryds, kigger du dig til siderne. Der kommer ingen biler. Godt nok er lyset rødt, men der er jo ingen, der kommer til skade, hvis du lige smutter over. Flot, du klarede den. Du blev ikke kørt over. Tillykke.

Dette ser du ikke: Et barn kikker ud af et vindue, ud af en bilrude eller fra bag en busk. Bevidst eller ubevidst ser barnet dig cykle over for rødt. Der skete ingenting og du havde jo kigget dig for først. Færdselsreglerne er jo kun vejledende.

Kære dårlige cyklist,

Hvor sikkert tror du, børn bevæger sig rundt i trafikken? Når et barn kigger til siden, er du så helt sikker på, at vedkommende ser alle farer? At barnet har helt styr på sine omgivelser? At barnet har bedømt afstanden til den kørende bil korrekt?

Jeg håber, du er sikker på, at barnet har helt styr på det. I det øjeblik du kørte over for rødt, eller på anden måde besluttede at færdselslovgivningen kun var vejledende, tog du medansvaret for barnets sikkerhed.

Venlig hilsen,
En bekymret far

Ingen kommentarer:

Send en kommentar