torsdag den 31. juli 2014

To stolte storesøstre

Smilla med Nanna.

Selma med Nanna.

tirsdag den 29. juli 2014

Barselsafsnittet D2 på Svendborg sygehus

Efter Mette havde født natten til torsdag blev vi fragtet til D2, Svendborg sygehus' barselsafsnit. Klokken var 4.30 før vi kunne lægge os til at sove og vi blev vækket igen kl. 7.30, da der skulle tages en blodprøve på Nanna.

Barselsafsnittet på Svendborg sygehus skulle vise sig at være et enormt hyggeligt sted af tilbringe nogle dage. Vi fik et eneværelse og følte hele tiden at vi var i gode hænder.

Her var der ro til at lære Nanna at kende lidt, inden vi skulle tilbage til de store piger. Vi var her i to døgn.

Man skal lige vende sig til at være småbørnsforælder igen, men tiden på D2 udrustede os lidt bedre og da vi lørdag var hjemme igen, var vi klar til opgaven.

fredag den 25. juli 2014

Nanna er kommet til verden - velkommen til

Den 24. juli kl. 0.04 kom Nanna til verden. En lille perfekt pige med en kampvægt på 3590 g.

27 timer tidligere:

Tirsdag aften fortæller Mette mig at vandet er gået. Der er halvanden uge til termin, men det er nu Nanna er klar.

Veerne er ikke regelmæssige, så jeg forsøger at sove lidt, mens Mette kæmper. Der er ringet til fødegangen, og aftalt at vi skal ringe igen kl. 7.30. Omkring midnat vækker Mette mig (det var nemt, da jeg ikke rigtigt sov). Veerne er ved at være regelmæssige og derfor bliver pigernes mormor tilkaldt.

Klokken 2 tidligt onsdag morgen ankommer vi til Svendborg sygehus godt trætte. Mettes veer holder pause, men vi får tilbudt at overnatte på stuen, så vi ikke skal køre tilbage til Odense. Der bliver kørt en seng ind på stuen til den gravide mor og jeg overnatter på fødebriksen.

Vi er oppe igen kl. 7.30. Mettes veer vil stadig ikke i gang. Vi spiser morgenmad og derefter bliver der kørt en strimmel, der viser at Nanna har det godt. Herefter løsner jordemoderen fosterhinden, så vandet går yderligere.

Sidst på formiddagen går vi en tur, for at få gang i veerne. Vi går rundt i Svendborgs gågade og køber et par gaver til Smilla og Selma. Ekspedienten kommenterer, at Mette er langt henne, og bliver chokeret, da hun hører, vandet er gået og vi er på gåtur væk fra hospitalet.

Efter frokosten går vi tilbage på fødestue 4 og slapper af i en halv time. Gåturen virkede ikke efter hensigten og derfor besluttes det, at fødslen skal have et kickstart med et ve stimulerende drop. Der er dog lige pludselig blevet travlt på fødegangen, så vi må vente lidt på droppet.

Det meste af eftermiddagen går, før det bliver Mettes tur, men 17.30 bliver droppet lagt. Mens Mette sidder bundet til fødestuen, henter jeg mad til os begge i caféen. Det er ikke meget, der bliver spist, men lidt kommer der da ned.

18.47. Nu sker der noget. Veerne begynder igen og bliver regelmæssige.

Efter en times tid stoppes det ve stimulerende drop, da Mette gerne vil over i fødekarret. Desværre begynder veerne at aftage, så fødekarret må aflyses.

Mette kæmper og kæmper. Hvor er hun dog sej.


Efter at droppet igen er sat i gang, begynder veerne lige så stille at komme igen. Omkring kl. 23 sker der for alvor noget. Veerne intensiveres og da presseveerne for alvor går i gang holder jeg øje med uret på min mobil, da uret på stuen ikke virker (vi vil jo gerne vide om Nanna får fødselsdag d. 23. eller d. 24.

Kl. 0.04 kommer Nanna til verden. En lille perfekt pige.

Velkommen til verden Nanna og tak for den store gave Mette - du kæmpede en brav kamp og det var det hele værd.




lørdag den 12. juli 2014

Familiehøjskolen Skærgården - dagbog og erfaringer

Mandag og tirsdag
Ved højskolens sø, var der slået en stor tipi op. Her holdt vi morgensamling efter morgenmaden. Der var sang og informationer, hvorefter der var tid til lidt ryste-sammen aktiviteter med fjer i håret.

Alle deltager blev nu inddelt i tre indianerfamilier. Hver familie skulle igennem tre forskellige workshops mandag og tirsdag. Her lavede vi bl.a. drømmefangere, kæpheste, indianertøj, smykker og våben - der er ikke mange, der ville have gættet på at undertegnede har en kreativ side, men det er nu bevist.

Højskolen havde lavet en aftale med en nærtliggende gård, om at børnene kunne ride på nogle heste om eftermiddagen - det var en stor succes for især Smilla.

Onsdag - ekskursion til Vesterhavet
Efter to dage med intensive indianeraktiviteter, skulle vi onsdag lave noget helt andet. Alle deltagere blev fragtet i bus til Søndervig, hvor vi først så den årlige sandskulpturfestival. Derefter tilbragte vi et par timer ved Vesterhavet.

Dette var Smillas og Selmas første tur ved Vesterhavet og de nød det i fulde drag. De var ude at bade i vandkanten og hvinede af fryd, når de store bølger slog ned.

Torsdag
Torsdag var der om formiddagen mulighed for at nå de ting på de forskellige workshops, som vi ikke nåede først på ugen. Altså var det tid til at give Smillas kæphest øjne (indtil torsdag lød den navnet Blinde Hest) og få kartoffeltryk på pigernes indianertøj.

Om eftermiddagen var der intet fastlagt program. I stedet for at tage på udflugt, som nogle gjorde, valgte vi at tilbringe eftermiddagen ved søen. Dermed havde pigerne god tid til at bade - noget de forresten gjorde flere gange om dagen, hele ugen. Søen var meget børnevenlig.

Fredag - afslutning og PowWow
Efter morgensamlingen i tipien blev det tid til dysterne på søen. Der var arrangeret en slagt stjerneløb i kanoen - med god mulighed for at skyde med vand efter de andre indianer familier. Resultatet: Gennemblødt fra top til tå, for at sige det mildt.

Om aftenen var der fælles fest med underholdning fra de deltagende og grillmad i det fri ved søen. Det var ganske enkelt ren idyl.

Erfaringer
Generelt tager vi aldrig det samme sted hen på ferie to gange. Vi plejer hellere at ville opleve noget nyt. Familiehøjskolen Skærgården kan dog godt gå hen og være det sted, som vi besøger ingen - så godt var det.

Den ligger perfekt og idyllisk. Der er alt hvad en børnefamilie har brug for og så gav den os mulighed for at være sammen som familie på en helt ny måde. Højskolen havde rammerne og alt var planlagt, så vi bare kunne koncentrere os om at hygge os og ikke tænke på madlavning og aktiviteter. Dog var skemaet ikke mere fastlagt end at man sagtens kunne gå fra og til, hvis et barn eksempelvis krævede en lille lur eller andet.







søndag den 6. juli 2014

Familiehøjskolen Skærgården

Familiehøjskolen Skærgårdens egen sø.
I den første uge af sommerferien, skulle vi i år prøve noget helt andet. I de fleste andre længere ferier, har vi været i udlandet, men i år besluttede vi os for at blive i Danmark, og prøve kræfter med det mest familieegnede vi kunne finde, nemlig en familiehøjskole.

Hvor tidligere ferier har handlet om seværdigheder, attraktioner og fremmede kulturer, kom denne ferie til at handle om det at være sammen som familie.

Målet: Familiehøjskolen Skærgården, der ligger lidt uden for Herning.

Familiehøjskolen Skærgården er en livsstilshøjskole, der i sommerferien bliver forvandlet til et paradis for børnefamilier. I år var temaet "indianere", hvilket betød, at vi skulle lave en masse indianerrelaterede aktiviteter i løbet af ugen.

Vi blev indkvarteret på et værelse med god plads til os alle. Der var hele fire sengepladser, og en tremmeseng til Selma. Der var gode fællesfaciliteter. Lige uden for døren var der en legeplads, og rundt om hjørnet var et af højskolens store trækplastre: en badesø.

Vi ankom søndag og der var afgang den efterfølgende lørdag. I de følgende indlæg, kan du læse lidt om hvad vi lavede.
Program for ugen.